|
Strategiplanen for Københavns Teater bygger på en tro på at man centralt kan styre teaterlivet. Man glemmer bare, at der er andre teatre i området.
CulturCommentar:
30 år efter etableringen af Den storkøbenhavnske landsdelsscene kommer den første større samlede plan for den samling af større københavnske teatre, der har været underlagt det samme skæbnefællesskab. Med planen anslås nye toner: et nyt teater, flere tilskuere og mere central styring.
Det kommenteres som en offensiv målsætning, at Københavns Teater vil forøge publikumstallet med 25%. I en anden målestok er det knapt så offensivt, idet Københavns Teater dermed har påtaget sig ambitionen at hente det publikum hjem igen, som man har mistet ved at lukke Gladsaxe Teater.
Det teater der skal hente størst tilskuerfremgang er Folketeatret. Her er målet, at teatret næsten skal fordoble det nuværende publikumstal, hvor der i gennemsnit de seneste fire sæsoner er samlet 37.000, skal der i 2010/11 komme 60.000 tilskuere. En lille del af dette kommer "gratis" i og med at Det Danske Teater flytter ind i Folketeatret og dermed nedlægger scenen i Grøndalscentret. Man må også antage, at den væsentligt forbedrede økonomi der opstår ved fusion af Folketeatret og Det Danske Teater både vil kunne sikre større kunstnerisk og publikumsmæssig gennemslgaskraft. Folketeatrets seneste sæsoner har været historisk lave. Ny ledelse, ny organisation og nye penge (og ny facade) vil give ny energi og gejst. Hvis denne fusion ikke giver den forventede meromsætning, vil det tendere en skandale.
Betty og Nørrebro skal trække læsset
Derimod kan det være vanskeligt at forstå begrundelserne for forventede øgede publikumstal til teatre som Betty Nansen og Nørrebros Teater. Betty Nansen Teatret skal øge publikumstallet med 25% og Nørrebros Teater med 30% - uden at de to teatres økonomi, struktur eller opgaver ændres mærkbart. Ud af Københavns Teaters samlede målsætning om et øget publikumstal på 25%, skal næsten halvdelen hentes på disse to teatre, som har uændret økonomi. De forøgede krav til Nørrebros Teater og Betty Nansens Teater indikerer i realiteten en væsentlig mistillid til de to teatres siddende ledelser. De gør det åbenbart ikke godt nok i dag, siden de ikke kan skaffe mere publikum, da de uden nye redskaber skal kunne øge publikumstallet radikalt.
Østre Gasværk Teater får en merbevilling til driften på ca. 1,5 mio. kr. (10%), dette skal øge publikumstallet med godt 20%. Dette forekommer optismistisk, men dog muligt.
Målsætningen for det nye såkaldte Teater X er at teatret efter 4 års drift skal opnå samme tilskuertal som de to teatre man nedlægger, Aveny T og Rialto. Naturligvis er der også kunstneriske formål med at etablere Teater X, men målt på strategiens hovedmål om forøgelse af publikumstallet med 25% er etableringen af Teater X helt irrelevant.
Kun store scener
Teater X udtrykker en tro på, at etableringen af et nyt teater i sig selv kan skabe kunstnerisk begejstring. Dette kan være tiltrængt af mange grunde, bl.a. fordi de seneste 30 års virke i organisationen Den Storkøbenhavnske Landsdelsscene-Det storkøbenhavnske Teaterfællesskab-Hovedstadens Teater-Københavns Teater udelukkende har begrænset antallet teatre. Der er kommet nye chefer, nye bestyrelser, nye opgaver - men aldrig før helt nye teatre.
Samtidig foretager Københavns Teater en tydelig adskillelse af teatre efter størrelse. Københavns Teater vil fremover ikke længere have hovedscener med mindre end 500 pladser. Enkelte af teatrene vil have mindre sidescener. Men teaterdrift baseret på småscener overlades fremover til andre støttesystemer (små storbyteatre og teatre støttet af scenekunstudvalget). Samtidig fraskriver man sig ved lukningen af Rialto Teatret den eneste scene, som har opbygget et samarbejde med teaterlivet udenfor hovedstaden og som har haft gæstende teatre som en væsentlig del af profilen.
Rimer koncern på mangfoldighed?
I diskussionerne om Københavns Teater har en såkaldt koncernmodel ofte været nævnt. Denne model er aldrig blevet klart defineret, men man nærmer sig givetvis realiteterne i dette ved den nye model. En række opgaver centraliseres (for at opnå synergieffekt, som det kaldes; synergi plejer ellers at være udtryk for samarbejde - ikke rendyrket centralisering). Hidtil har teaterbestyrelserne i høj grad været valgt af teaterlederne, fremover skal de udpeges af Københavns Teaters bestyrelse. Og direktøren for Københavns Teater skal indgå i alle bestyrelser. Disse ændringer udtrykker klart en koncerntænkning, som har sine reelle rationaler.
Bestyrelserne har givetvis været et af problemerne i den hidtidige struktur. Alligevel forekommer den nye løsning problematisk: teatrene skal tilsammen udtrykke mangfoldighed - hvordan opnås dette, hvis bestyrelserne er valgt over samme læst? Og hvis direktøren for Københavns Teater sidder i samtlige bestyrelser bliver vedkommende naturligvis den stærke mand. Der vil være vægt bag hans ord, han vil oven i købet have et større centralt apparat til at assistere sig. Man risikerer, at de reelle økonomiske diskussioner bliver mellem den lokale teaterchef og den centrale direktør. Og sådan bliver diskussionerne i samtlige bestyrelser.
Dette må nødvendigvis føre til mere ensartet syn på bestyrelsesroller; hvilket ikke vil understøtte ønsket om alsidighed og mangfoldighed. Det vil være vanskeligt for direktøren at kende repertoiret på et teater og ikke - positivt ment - anvende denne viden i forhold til et andet teater. Den centrale placering af direktøren og samtidig den centrale udpegning af teatrenes bestyrelser vil naturligvis forrykke den reelle økonomiske frihed for de enkelte teatre. Hidtil har fællesskabets styrelse følt sig moralsk forpligtet til at hjælpe nødlidende teatre, uanset pengeposemodellens formelle adskillelse af ansvaret. Den nye bestyrelsesmæssige sammensætning vil i højere grad gøre den centrale organisation ansvarlig for de enkelte teatres økonomiske dispositioner.
En isoleret ø i teaterlivet
Det strategiske greb i planen for Københavns Teater bygger på en antagelse om, at man rent faktisk kan foretage en styring af teaterlivet. Almindeligvis gennemføres strategiske koncernprojekter med inspiration fra en topledelse, men således at aktører på alle niveauer får plads og rum til medejerskab. Københavns Teaters plan er gammeldags centralistisk strategitænkning - uden hensyntagen til de særlinge som teaterlivet består af. Københavns Teater har gennem 30 år været en isoleret ø i dansk teaterliv. Den nye strategiplan bryder på ingen måde med denne tradition. Sig selv nok.
Teatrene i Københavns Teater gæstes af omkring 15% af det samlede publikum til hovedstadsområdets teatre. Det Kongelige Teater står for ca. 20% af teaterbesøgene. Resten af teaterlivet står for 65% af besøgene. Det københavnske teaterliv er således væsentligt bredere og mere mangfoldigt end blot disse snart 5 fællesskabsteatre. Men i den politiske debat og i fællesskabets selvforståelse er disse 5 teatre enestående. Der lægges planer uden at inddrage egnsteatre og små storbyteatre, uden at indtænke andre scener, for eksempel den snart frigjorte Turbinehal, uden at indtænke andre tendenser, eksempelvis at der efterhånden er et antal aktører uden faste scener (som eksempelvis Københavns Internationale Teater), uden at medtænke de mange teatre som støttes af Scenekunstudvalget.
Se til filmen
Folketinget har engageret sig stærkt - også økonomisk - i Det Kongelige Teaters drift. Nu har staten overtaget Københavns Teater og lader dette lave billetkøbsordninger og andet uden at tænke på resten af teaterlivet. Først beslutter staten at Det Kongelige Teater skal forpligtes til at spille børneteater, nu lader man Københavns Teater lave børneteater. Det kan godt være, at der kan skabes hidtil ukendte markeder for børneteater. Men indtil nu har børneteater primært været baseret på institutioners køb. Hverken skoler, biblioteker eller børnehaver får flere penge til at købe forestillinger. Denne samlede satsning på børneteater kan nemt lede til at nogen må bukke under.
Mange ynder at sammenligne filmens succes med teatrenes hyppigt omtalte krise. En væsentlig forskel er, at filmområdet organisatorisk er samlet under én hat. Endda en stærk hat. Som opfatter at opgaven er at medtænke hele filmområdet, hele fødekæden og alle miljøer. På teaterområdet har staten tre store aktører: Det Kongelige Teater, Københavns Teater og Scenekunstudvalget. De er sat til at passe hver sin urtehave og kigge mindst muligt over hækken til de andre. Og slet ikke til at se hvad der foregår uden for de statslige haver.
Så længe staten ikke har en samlet teaterpolitik, med en samlende organisation og med forpligtelse overfor det samlede teaterliv, vil man misundeligt kunne kigge til filmens samarbejde og muligheder.
Tom Ahlberg
ansvarshavende redaktør Læs også:
Statens hovedstadsteater
Farvel til Gladsaxe Teater
Fra arkivet:
Hovedstad uden teaterpolitik (2004)
Teatre i krydsild (2004)
Teaterlove 1962-2002 (2002)
Rialto igen? (2002)
Ønskes: teaterlov (2002)
Teaterkrise - hvor? (2002)
Lav teaterloven om (2002)
Farvel til Teaterfællesskab (1999)
Søndag Aften 06/2006
Må gerne kopieres eller citeres med angivelse af Søndag Aften som
kilde.
[Næste artikel]
|
